
10 råd til Danmarks næste store iværksætter
Posted in : Startup on by : Kasper
Der er i Danmark kommet et meget stort fokus på iværksættere. Personligt føler jeg, at jeg nærmest læser om en ny iværksætterhistorie hver eneste uge i et eller flere af landets største nyhedsmedier – skønt!
Danmarks Radio kører også hårdt på med programmer om iværksættere for tiden. På DR1 buldrer ”Løvens Hule” derudaf uge efter uge, sideløbende med at ”Danske Iværksættereventyr”-serien på DR2 beretter om den ene succes efter den anden. Og ikke et ondt ord om det. Overhovedet. Jeg er kæmpefan af begge programmer, og jeg tror og håber på, at sådanne succeshistorier er med til at inspirere andre, der går med en iværksætterdrøm i maven.
Netop den gruppe, “Danmarks fremtid”, som de populært kaldes, er dette blogindlæg dedikeret til. Danmark skal leve af jeres gode idéer, og derfor har jeg researchet mig til 10 gode råd, enhver iværksætter med en million-idé bør have for øje.
Undersøg markedet og lad dig inspirere af kæmperne
Enhver virksomhed starter med en god idé, der kan laves penge på. Men der er ofte langt fra idé til handling, og indimellem bør en markedsanalyse finde sted. Er der et marked for det, du vil lave? Hvad vil folk betale? Hvem er dine potentielle konkurrenter?
Hvis du eksempelvis ønsker at lave en webshop med elektronikudstyr, behøver du ikke nødvendigvis at lave dit layout vildt anderledes end de etableredes webshops blot for at være/virke innovativ – for der er jo nok en grund til, at de store aktører har udformet deres webshop på den måde, de har. Én ting er inspiration, en anden er at kopiere.
Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken
Mange tror, at for at få succes som iværksætter, skal du lave noget helt nyt, innovativt og anderledes. Sådan behøver det absolut ikke at være. Du kan sagtens tage fat om et produkt, der allerede findes, kendes, og bruges, hvis du føler, du kan lave det smartere, nemmere eller billigere.
Find en niche
Det kan vise sig ganske formålstjenstligt at starte med at finde en niche for sin virksomhed i stedet for at gå efter et kæmpestort, konkurrenceplaget marked. Hvis du først får succes med en nicheforretning, har du mulighed for at blive stor inden for det felt, og derfra kan du udvide din virksomhed til at omfavne et større marked.
Navnet er vigtigere, end du tror
Lige meget hvor god din idé eller forretningsplan er, kommer du ikke uden om, at dit navn skal være helt rigtigt i forhold til, hvad du vil sælge til hvem, og hvem du selv er.
Hvis du mangler inputs til et godt firmanavn, der helst skal afspejle dig og din fremtidige virksomhed, så lav en fokusgruppe med nogle nære venner. Her kan du teste forskellige idéer af, og eksempelvis kan du undersøge:
- Hvad associerer dine venner navnet med?
- Synes de, navnet afspejler dig og din virksomhed?
- Hvordan forestiller de sig, navnet staves?
Det kan måske lyde en smule banalt i og med, at det ”bare” er et navn, men når du først har lagt dig fast på et navn, er det svært at ændre uden at skulle starte forfra med brandingen og promoveringen af virksomheden.
Det er ligeledes væsentligt at tænke over, om navnet er let at stave, og om det danske domænenavn er ledigt.
Brug dit netværk – og udvid det
Den ultimativt billigste markedsføringskanal er dit netværk. Ikke alle har et stærkt netværk, og uanset hvor kompetent et netværk du end måtte have, kan det altid betale sig at udvide det. Gå til receptioner, netværksmøder, konferencer og andet, hvor du har mulighed for at etablere stærke kontakter. Nogle netværksmøder koste penge, men det er langt fra dem alle – og det kan altid betale sig at komme afsted og blive set og hørt.
Vær ikke bange for at lave fejl – bare ikke begå den samme to gange
Vi danskere er generelt bange for at lave fejl, og det er egentligt rigtigt åndssvagt, når vi jo netop lærer af vores fejl.
Som iværksætter skal du turde tage chancer med risiko for at træde forkert – så længe du ikke træder forkert og falder det samme sted to gange. Se dine fejl som muligheder for at blive bedre.
Den succesfulde iværksætter Jesper Buch skulle eftersigende engang have sagt: ”Launch crap – but launch”. Det skal nok ikke tages fuldstændig bogstaveligt, men pointen må være, at du ikke behøver at perfektionere dit produkt til det er 100%, som du forestiller dig, hvis det betyder, at du er længe om at komme ud på markedet med det. Hvis du derimod får dit produkt ud hurtigere, vil du kunne drage nytte af den feedback, markedet giver dig – og den er trods alt vigtigere end din egen.
Dit omdømme er altafgørende
Det er utroligt vigtigt, at du værner om din virksomheds såvel som dit eget ’brand’. På det personlige plan kan det næsten altid betale sig at hjælpe folk i dit eget netværk, som rækker hånden ud efter din hjælp. På den måde opbygger du et sundt og tillidsfuldt net af gode kontakter, du også selv kan søge assistance hos en dag i fremtiden.
Ligeledes er det naturligvis også uhyre vigtigt, at du værner om, hvad der skrives om din virksomhed rundt om på nettet. Har du eksempelvis fået en dårlig anmeldelse, så gå ind og besvar anmeldelsen på en god og ordentlig måde. Så kan kunden – og ikke mindst andre potentielle kunder – se, at du reagerer på feedback og ønsker at imødekomme kritik. Er der hold i anmeldelsen, så læg dig fladt ned og indrøm, hvis du har fejlet på et punkt.
Vær personlig – og ærlig
Lad være med at omtale din virksomhed som om, det er en større virksomhed med mange ansatte, hvis det i realiteten er dig, din kaffe og din computer. Gør det i stedet til en fordel. Mange forbrugere elsker at handle med mennesker, og derfor bør du være helt up front med, hvor stor din virksomhed egentlig er.
Faktisk er det sådan, at mange forbrugere er ret vilde med at ”hjælpe” mindre virksomheder. Blandt andet fordi vi da knytter en historie til produktet og føler, at vi køber noget, der er mere personligt. Hvor ville du eksempelvis helst købe en flettet kurv: I en landsdækkende dagligvarekæde eller i en lille bitte virksomhed med to fuldtidsansatte og én på deltid?
Sørg for at være synlig
Næsten uanset hvilken branche, du stifter virksomhed inden for, kan du ikke komme uden om, at det er utroligt vigtigt at være synlig online. Her er søgemaskineoptimering (SEO) af din hjemmeside i høj grad væsentlig. Du kan med stor fordel registrere din virksomhed i Google My Business, oprette sociale profiler og eventuelt budgettere Google AdWords kampagner og meget andet. Har din virksomhed en fysisk identitet, bør du også bruge ressourcer på Lokal SEO.
Gør det nu!
Hvis du har en god idé og brænder for at bryde igennem som iværksætter, så hop ud i det – i dag! Det kræver mod, sved og tårer at få succes som iværksætter, men hvis du virkeligt brænder for det og tror på din idé, er det så usandsynligt dumt at vente. Tænk, hvis der var nogle, der kom dig i forkøbet. Eller tænk, hvis din idé faktisk var genial – hvor stor en indtjening har du da “mistet” ved at tøve?
Held og lykke!