
Privatleasing i tal: Danskerne leaser som aldrig før
Posted in : Leasing on by : Kasper
Vi danskere vælger i stigende omfang at lease, når den gamle bil skal udskiftes. Det viser nye tal fra Finans og Leasing. Ifølge tallene fra Finans og Leasing, er privatleasing i løbet af de første tre kvartaler i 2015 vokset med over 80 % ift. de ni første måneder i 2014.
Vild udvikling fra 2013-2015
Fra januar til oktober i år, har danskerne privatleaset 15.274 biler, mens tallet for hele 2014 var på 13.807. Det viser utvivlsomt, at bilkøbernes frygt for leasing er faldende – og det hænger naturligvis også sammen med, at privatleasingaftalerne bliver bedre og bedre – eller rettere; billigere og billigere.
Selvom udviklingen i antallet af privatleasede biler er vokset støt mellem 2014-2015, var udviklingen endnu større fra 2013-2014, hvor der med lidt god vilje var tale om en trefordobling(!).
Udviklingen i tal
I nedenstående skema kan du se, hvordan hvordan udviklingen ser ud kvartalsmæssigt for henholdsvis 2013, 2014 og 2015:
Privatleasede biler | 2013 | 2014 | 2015 |
1. kvartal | 716 | 2.176 | 5.221 |
2. kvartal | 1.024 | 2.922 | 4.617 |
3. kvartal | 1.542 | 3.322 | 5.436 |
4. kvartal | 1.854 | 5.387 | – |
I alt | 5.136 | 13.807 | 15.274 (foreløbigt) |
Som det bl.a. fremgår, blev der i første kvartal i 2015 privatleaset flere biler, end der gjorde i hele 2013.
Udregner vi gennemsnittet af antallet af privatleasede biler i de tre første kvartaler i 2015 og går ud fra, at det må være det nogenlunde tal for 4. kvartal i 2015, giver det en sum på 20.365. Med andre ord er der er en stigning fra 2014 til 2015 på hele 47,5 % – og det egentlige tal er nok nærmere på den anden side af 50 %.
Forbrugervaner under forandring
Ovenstående skema taler sit eget tydelige sprog. Tallene understreger, at bilkøbernes usikkerhed i forhold til leasing i stort omfang er aftagende. Spørgmålet er imidlertid, hvilke faktorer der har præget udviklingen i den retning?
Betydelige faktorer for privatleasingens stigende popularitet
En del af forklaringen findes i det faktum, at bilorganisationen FDM har fået indført standardkontrakter, samt blåstemplet leasing ved at slå fast, at privatleasing er mere eller mindre er uproblematisk for kunderne. Det betyder bl.a., at strid om efterregninger, når leasingbilen afleveres igen, er passé. Det samme gælder store ekstraberegning for overkørte kilometer, da prisen per overkørt kilometer er faldet betydeligt – og altid oplyst i kontrakten.
En anden væsentlig faktor er, at førstegangsydelsen er faldet fra omkring 25.000-30.000 kr. til omkring de 2.000-4.000 kr. – og den månedlige ydelse ligger nu i samme leje.
Forsætter leasing-udviklingen?
Med den nye finanslovsaftale er registreringsafgiften på biler, der koster over 81.700 kr., faldet fra 180 % 150 %. Det er bestemt også en ændring, der falder i bilkøbernes favør. Eksempelvis kan en Mercedes-Benz C-klasse efter afgiftsændringen erhverves omkring 35.000 kr. billigere end før.
Hvordan tror du, udviklingen kommer til at se ud fremadrettet, når nu det også er blevet betydeligt billigere at købe større biler? Kommenter meget gerne nedenfor!